Historien om Tobaks triste skæbne og et forløb med herpes lammelse 

Hej, mit navn er Eva. 
Jeg og min kæreste Allan er helt spritnye indenfor denne
race, men efter megen gransken faldt valget på den nordsvenske
brugshest.
Vi tog på besøg hos Kirstine Gundelach, og så hendes hoppe
Carla. Carla gav os et rigtig godt indtryk :O).. En skøn hoppe, så vi
gik for alvor igang med at lede.
Vi er begge hesteinteresseret, Allan
min kæreste vil gerne noget western/distance og jeg vil gerne noget
HMS/skovtur/kørsel/dyrskue

Vi fandt frem til Lotte Ramtung på sjælland via den blå avis, og nu er
vi på 2. uge de glade ejere af Ohm og Tobak, 2 skønne hingste på 1 år,
begge efter hingsten Odar.
Vi overvejer at lade Tobak være hingst, men
hvis det kræver en masse ture til Sverige, er der godt nok et stykke
vej! Vi bor i Alslev mellem Varde og Esbjerg.

"Drengene" kom hjem til os d. 31/5 - 09, og vi var SÅ spændte, og glædede os som små børn til juleaften.

Da vi ikke kendte plagene, og ikke havde haft hest hjemme ved huset før, gik de første dage jo meget med at observere, hvordan de var, hvordan de havde det, og om alt nu gik som det skulle.

Dvs hver gang de lå på marken, løftede vi øjenbrynene og tænkte: Er det nu også normalt?? Det var ihvertfald lige før.

Tobak spiste ikke helt op (tog ikke det yderste i hjørnet af krybben) Hvor Ohm slugte alt. Vi tænkte at måske var der bare den forskel på de to. Han spiste godt nok, og det kunne også være, at han foretrak noget foder frem for noget andet m.v.

Men som dagene gik (ca. 4-5 dage før aflivning) Blev det tydeligt, at enten blev Tobak mere kræsen (ville fx gerne spise islændermüsli, men ikke byg) eller også var der større forskel på ædelyst end først antaget. Jeg begyndte også at lægge mærke til at Tobak ikke drak helt så meget af sit vand som Ohm... De her forskelle tog til, og Tobak ændrede også sin adfærd, blev mere rolig (knap så drenget overfor mig) men legede stadig hingstelege på marken..

3 dage før: Jeg ligger mærke til at Tobak hviler sig først på det ene bagben, så det andet, så det ene igen. Som om han hvilede sig, men ikke rigtig kunne finde ro alligevel. Der fik jeg en kort mistanke om at noget var galt, men da jeg kun havde forfangethed i tankerne, synes jeg ikke det harmonerede med den måde han ville undgå at støtte på bagbenene.

2 dage før: Tobak går lidt stift, og virker lidt ømtået ude på grusvejen. Jeg tager ham med ud på noget lækkert græs, hvor han bestemt ikke ligner en der har mistet appetitten alligevel, han gufler løs. Men jeg tør kun at lade ham græsse der 10 min. da jeg stadig tænker, at HVIS det er forfangenhed, så er det jo det rene gift, og jeg vil ikke gøre ondt værre.

Dagen før: Jeg er alene hjemme, Jeg ringer til dyrlægen om formiddagen, Tobak har nu slet ikke lyst til at gå, og jeg tænker, at det her må være forfangenhed, som på det tidspunkt er min værste frygt. Det er Jesper Møller fra Ansager der kommer ud. Han siger med det samme, at det ikke er forfangenhed, men en virus, da Tobak har 39,8 i feber (Meget høj feber indikerer virus et eller andet sted) Jesper fortæller, at det kan være en virus i luftvejene, og at stivheden skyldes den høje feber. Jeg beroliges meget af det. Tobak får antibiotika, og noget febernedsættende, og jeg tænker.. puha, det var godt det ikke var forfangethed! Og det var noget der kunne behandles. Vi kører derefter ud til vores venner et smut, da vi kommer hjem, er Tobak bestemt ikke blevet bedre, han ser nu "fuld" ud. Han slingrer rundt, og ligner en der har fået en hjerneblødning. (eller ældre alkoholiker der løfter benet og har svært ved at koordinerer hvor benet skal stå, for at tage det næste skridt)

Vi ringer til dyrlægen igen. Da han ser Tobak, nævner han mistanken om herpes virus første gang. Han anbefaler boksro og observation. Vi lukker ham ind sammen med Ohm, og går ind lidt. Ca en time efter kan vi høre voldsom larm derudefra. Vi finder Tobak liggende med hovedet ud under boksdøren, han har skrabet sit hoved. Vi lukker ham ud, men allerede på staldgangen vælter han igen, og ligger helt fladt, virker udmattet og bange. Vi ringer igen efter Ansager og beder ham komme ud, nu er kl midnat ca. Jesper beder os om at rejse ham op. Vi får ham på benene, og han er ved at fare ind i nogen vinduespartier der står i stalden, Vi får ham bakset ud, og Jesper mener vi skal lade ham gå på folden uden den anden, natten over, da der reelt er mulighed for at lammelsen fortager sig. Det er som om bagbenene er en smule bedre koordineret end før. Jesper vil ikke tage ham med på Ansager af risiko for smittefare.

Hele natten er et mareridt, han vælter gang på gang, han skærer tænder af smerte, bryder igennem vores træhegn, er ved at komme ud på togbanen ved siden af. Min kæreste og vores kammerat, går ved hans side hele natten igennem. Jeg får sovet 2 timer, og vågner halv seks.. De fortæller, at Tobak har kæmpet hele natten for at holde sig gående, kæmpet, faldet, kæmpet, faldet osv.. Bagbenene fungerer nu, men det er forpartiet der svigter, Det er tydeligt, at han nu er i så mange smerter, at ingen af os kan stå model til det længere.. Jeg ringer igen til Jesper, han vil sende en anden dyrlæge ud.

Den sidste time er den værste. Det ser ud som om at lammelsen nu har flyttet sig til forparti, hals og hoved. Hans kæber der har været spændt sammen, står nu åbne, og kramper. Hans mund er tør, og det virker som om at synkerefleksen er ude af drift. Han kan ikke hverken spise eller drikke. Han har blodsprængte øjne, og hele kroppen er spændt som en flitsbue, til sidst har han kun kræfter til at sparke med det ene ben (han laver et hul i folden det sted) Han kæmpede sejt lige til det sidste..

Mvh Eva

Ohm og Tobak da de nød livet sammen på marken